Jeg har altid været i den tilstand. Urolig, rastløs, søgende, nysgerrig. Jeg cykler og træder rundt og skaber fremdrift. Jeg søger vidt og bredt og mærker og følger min lærdom og energi og skaber fremdrift. Og jeg leder konstant efter umiddelbarheden og at lade det være på kanten, på knivsæggen. Det er ikke bare til højre eller venstre, nej det er lige der, hvor det skal være, ifølge mig. Det er her, jeg skal være.

Jeg har gjort det tusinder og atter tusinder af gange. Rakt ud og forsøgt at tænke tanken og skabe. Tegnet en skitse eller taget et hurtigt snapshot. Skrevet en sætning på en avis, et ord på en gul lap. Talt eller diskuteret med en ven eller min kone. Oftest blevet inspireret eller nogen gange tabt tråden. Ligget og husket det om aftenen før jeg faldt i søvn. Blevet overmandet af træthed og har glemt det næste morgen. Bebrejdet mig selv i min ugidelighed og mangel på ansvar over for mig selv. ”Husk det dog for helvede din idiot, eller skriv det ned.” Næste morgen er det væk, men en ny tanke eller ide kommer frem i bevidstheden og trænger sig på. Bedre end den i går. Mere elegant, mere ren og til benet. Det er en tilstand, et evigt drev fremad. Det går ikke tilbage, det kan det ikke, det kan så til gengæld stå stille. Koncentration er et middel til at fastholde. En tæthed og fordybelse i øjeblikket. Her lever jeg godt.

 

Det store smukke svinghjul med barberblade på.

 

Den konstante nedgang og evnen til at hive sig op af lortet.
Her lever jeg fantastisk i kaos. Bader mig i elendighed og nedtrygthed, og hysteri. Her er verden fuld af ondskab og utryghed. Besat af tudser og små djævle der forråder mig og spænder ben for mig. Det tankeløse landskab. Her er alt hvidt eller sort eller ingenting. Her er ingen regler eller dogmer. Ingen facitliste. Ingen skabelse. Tomhed er næsten for meget. Som det sorteste hul i universet hvor intet stof er tilbage. Ikke et blink, ingen ondskab, ingen godhed. Det modsatte af et øjeblik. Det modsatte af evighed.

Jeg erinder oplevelser ved at glemme mig selv og glemme andre. Miste mine relationer, miste famile. ‘Genopstå’ fra ensomheden, stress, 'sorte huller' og ville livet igen. Finde glæden, sorgen, vreden, række ud og skabe relationer.

 

 Jeg vil til enhver tid stå frem til afgrunden og kaste mig i den og bruge min mentale styrke til at holde mig svævende. Tanken, som er min ejendom og eneste eje - for min fysik ejer verden. Det hele står åbent og til skue og brug for mine medmennesker. Jeg er for grim, for smuk, for tyk, for stor, for lille, for sort, for hvid, for grå.

 

GENTAGELSER

 

 BROOKLYN / MANHATTAN

 

PETER FRÖHLICH

Uddannet på School of Visual Arts / New York og Skolen for Brugskunst / København.
Kort karriere i reklamebranchen og har siden arbejdet med identitet og egne projekter. 

Peter Fröhlich
+45 51201560 / peter@frohlichand.me
APS: 19613070